Oplevelser og tanker fra Sydamerika:

… men hvor blev respekten af?

Ak, du gode, her er så endnu en rejsebeskrivelse fra Sydamerika, og jeg ved godt, at jeg har sat mig selv i en ganske uoverskuelig situation ved at skulle skrive om hvad der er sket siden Nordchile – det er nemlig en hel del. Men jeg vil først lige tage ruten siden Calama: Iquique, Tirana, Arica i Chile, La Paz i Bolivia, Puno Islas Foltantes, Cuzco, Macchu Picichu og Cuzco (igen) i Peru, Copacabana, Isla del Sol, La Paz (igen), Tihuanaco, Portosi, Uyuni, Sucre, Cochabamba og Santa Cruz i Bolivia og endelig Corumbá i Brasilien.

Peru og Bolivia er kulturelt set dybt forskellige fra Chile og Argentina, hvilket slår igennem i hele samfundet. Brasilien er lidt udenfor nummer og helt sin egen, og i dette område (hvor jeg befinder mig i øjeblikket, den 20. sep. 1993…) med en helt enestående natur. Men før jeg går i detaljer lige til noget helt andet.

Når man rejser flytter man sig mentalt såvel som fysisk. Hvor meget og hvordan afhænger af hvilke oplevelser man får, men i mindst lige så vid udstrækning af hvilken attitude man lægger for dagen. Man kan drage ud og få gode oplevelser og komme hjem og finde sin gamle plads / rolle hjemme, men jeg føler en stor trang til at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg har lyst til at vende hjem til og med. Jeg vil lige understrege, at den slags overvejelser efter min mening ligesåvel kunne finde sted hjemme, men det er ofte lettere at skille skæg fra snot, når det hele er lidt på afstand, og der ikke er nogen, der forventer at man er / stå for noget bestemt.

Det er nu cirka et halvt år siden, at jeg tog af sted, så som det ser ud med lyst og penge er jeg omtrent halvvejs gennem min rejse. Så det lyder sikkert besynderligt, men jeg sidder allerede lidt med en følelse af, at jeg er på vej hjem.

Nå, men det jeg ville sige med det her var, at jeg faktisk er blevet ret overrasket over mine konklusioner angående hvad jeg ønsker hjemme, og jeg ser en række muligheder, som jeg ikke har tænkt over før… og det er faktisk en ret spændende fornemmelse. Så jeg vil her benytte lejligheden til at opfordre til, at du, kære læser, sætter dig til at overveje dit liv. Lever du virkelig det liv, der spreder mest glæde hos dig selv og dine nærmeste samtidigt med, at du tager din del af arbejdet med at løse byens, skolens, husstandens og verdens problemer?

Nogle gang (/for manges vedkommende ganske ofte) glemmer man at sætte spørgsmålstegn ved det, der virker selvfølgeligt, og fortsætter ud af en tangent. Ofte ville et simpelt ”Hvorfor?” ændre alt. Nå men, tilbage til turen…

Tirana er en lille by i Nordchile, der en uge om året invaderes af flere hundrede tusinde mennesker, hvoraf en meget stor del deltager direkte i festlighederne / ritualerne for at fejre / søge velsignelse hos Virgin Carmen. Det hele er én stor blanding af katolske og indianske skikke. Foran kirken (der i øvrigt er bygget i bølgeblik) danser der uafbrudt hele ugen forskellige dansegrupper iklædt indianske dragter og gerne masker. Dansegrupperne danser så på skift op til og ind i kirken, hen foran figuren af Virgin Carmen. Udenfor kirken er en lang kø af folk, der vil søge velsignelse og de kommer på skift hen til figuren med det de ønsker velsignet, som så vil give lykke. Den pågældende ting bliver der så gjort korsets tegn med foran jomfruen, og så skulle den bare være i vinkel. Mens jeg så på, var det hovedsagelig amuletlignende ting, men også en enkelt baby blev der gjort korsets tegn med.

Fra Tirana gik turen til Arica, hvorfra der både er bus- og togforbindelse over bjergene til La Paz.

Vi tog den billigste løsning…den billigste bus. En bus er nemlig ikke bare en bus; de chilenske er normalt som de argentinske og brasilianske meget komfortable, hvilket man ikke kan påstå om de bolivianske. Og det var netop sådan en vi skulle med. Ikke nok med det, der var kun ledige pladser allerbagest, der hvor sæderne slet ikke kunne lægges tilbage. Nå, men vi fik vores baggage på taget for første gang (noget, der senere skulle blive rutine) og det var omkring midnat, så jeg så frem til at sove i bussen. Jeg har nemlig haft megen gavn af min soveevne, men jeg vil dog allerede nu afsløre, at dette skulle blive gangen (første og indtil nu eneste gang), hvor den ikke slog til. Det gik ellers meget godt i starten, men efterhånden som vi kom op i højderne blev der meget koldt med isblomster på ruderne…men det var nu ikke noget problem, for vi var forberedte og havde taget soveposerne med ind i bussen. Men luften blev tyndere, som vi steg fra havets overflade til det højeste punkt på turen i over 5000 meters højde, hvilket også giver meget mindre ilt i luften, med meget ubehag til følge for dem, der ikke er tilvænnet. Vi fik nogle cocablade at tygge på, ligesom de lokale gør, det hjalp noget. At vi kom op i højderne havde for øvrigt også den konsekvens, at jeg flere gnage måtte lukke luft ud af min nakkepude, der var ved at eksplodere.

Men jeg skulle nok have fået mig en fin søvn, hvis det ikke havde været for andet end det ovennævnte, men det var jo Bolivia vi kom ind i og selv hovedvejene i Bolivia er ikke asfalterede udenfor byerne og det er heller ikke påne grusveje, men humpedehaggebumpeveje. Nå, men heldigvis var bussen ikke mere end fire timer forsinket, så turen tog 21 timer… for øvrigt stoppede den kun sjældent, så man kunne gå kunne gå ud for at forrette sin nødtørft, men køreturen ned i dalen, hvor La Paz ligger oplyst af gadelamper var nu en meget smuk afslutning på turen.

La Paz er en hel anden verden, alting bliver solgt af gadehandlere eller i småbutikker; det lykkedes mig aldrig at finde et supermarked. Markederne præger meget stemningen i byen. Der er markedet med kunsthåndværk, spisemarkedet, hvor man kan få en solid middag for 3 kr, madmarkedet med fødevarer, det sorte marked med Hong Kong bras til billige penge (og stedet for billige film), et marked med gammelt tøj (europæisk tøj vel at mærke, de eneste, der går i boliviansk tøj er turister og nogle få fattige). Selvfølgelig er der også frugt og grønt markeder og flere andre.

Kort efter at vi var ankommet skulle den nye præsident indsættes, hvilket medførte, at byen var fuld af sikkerhedsfolk og udenlandske politikere. Det var mest bemærkelsesværdigt, at den politiker, der fik absolut størst opmærksomhed og støtte var Fidel Castro. Da han skulle køre gennem byen, var der fyldt med folk med bannere til fordel for Castro og Cubanske flag og aviserne havde de store overskrifter fremme om Castro, mens de øvrige berømtheder måtte se sig henvist til de følgende sider. På pladsen foran præsidentpaladset blev jeg fanget midt mellem en folkemængde, der ville frem og en politiskare, der holdt dem tilbage. Jeg var glad for min højde, der var mange, der havde det noget klaustrofobisk.

Efter få dag i La Paz begyndte vi at forberede en tur til Peru. Rygterne om sikkerhedsproblemer ved rejse i Peru for tiden er seje og de værste historier med busoverfald og dræbte turister er skræmmende. Men de, der havde været der sagde samstemmende, at der da var områder man skulle undgå, men ellers var det man risikerede, at få stjålet noget. Så vi deponerede mest muligt på det danske konsulat i La Paz og drog af sted sammen med to andre danskere, en chilener og to columbianere, som vi var blevet venner med. Det første stop i Peru var Puno, hvorfra vi tog til nogle flydende øer i Titikaka søen (der er verdens højest beliggende navigerbare farvand). Titikaka søen ligger på grænsen mellem Peru og Bolivia og er, efter at Bolivia mistede sin adgang til Stillehavet i slutningen af 1800-tallet til Chile, Bolivias flådes eneste farvand. Men altså de flydende øer ”Los Uros” består af siv, som der vokser meget af i den del af søen. Øerne blev berømte, da Thor Heyerdahl tog derud for at studere hvordan man skulle lave sivbåde. De bygger stadig sivbåde og bor i sivhytter og går i sivkirke på øerne, men der er ikke meget andet tilbage af deres oprindelige livsstil. Nu lever de af at slæge minisivbåde til turistene.

Næste stop var Cuzco, en historisk by ud over det sædvanlige. Den spillede en central rolle i Inkaimperiet og mange af husfundamenterne og ruinerne på toppen af det nærliggende bjerg vidner om fordums storhed. Mere iøjnefaldende er dog det, det vidner om knap så fordums storhed, de stor kirker, flotte pladser og huse fra spaniernes tid. De smykker sweatre og andet som koster det hvide ud af øjnene derhjemme får man for en slik, til gengælde er der vandrationering, så man må bade før kl. ca. 2 om eftermiddagen. Den måske mest besynderlige episode opstod, da vi skulle med det lokale tog op til km 88, hvorfra den gamle inkasti til Machu Picchu, inkabyen, der aldrig blev fundet af spanierne og først blev fundet i 1991, begynder der. Vi havde købt billetter og fået pladser dagen i forvejen til anden klasse. Den vogn, som vi havde pladser i stod godt nok også ved perronen, men var ikke koblet på toget. Men en konduktør forsikrede os om, at vi bare kunne tage plads, de skulle nok koble den på. Vi var så godt som på vej ind, men spurgte også lige en anden, det er altid en god idé at dobbeltchecke. Og jo manden, der havde solgt os pladsbilletterne havde været så venlig at give os pladser til en vogn, der ikke afgik. Og i mellemtiden var anden klasse blevet totalt fyldt og at få otte (vi havde fået en tysker mere med) med rygsække ind var umuligt, så vi tiggede os til at betale differencen til første klasse (samme vogne, der sælges blot færre billetter), for at sidde sammenpressede på vores rygsække. Tyskeren, Stefan, havde for øvrigt forsøgt at købe sin billet om morgenen og havde stået lang tid i kø, men billetlugen lukkede lige for snuden af ham. Men han var så heldig, at en af sortbørshandlerne, der kommer som de første og køber en masse billetter og så sælger dem til overpris til de, som ikke gider at stå i kø eller er bange for ikke at få, var bange for at komme til at brænde inde med de sidste, så Stefan fik den til underpris. Det skal nævnes, at der findes smarte turisttog, de koster bare mange gange mere, og så får man færre oplevelser…

Vi kom til km 88 og begyndte inkatrailet og det er simpelthen en drøm. Stien snor sig over bjergpas og ned i dale, med frodige bjergsider tæt på og bjergtoppe i det fjerne. Turen varer tre dage (i udholdeligt tempo). På tredjedagen kommer man forbi flere inkaruiner placeret højt med uendelig flotte udsigter over dalene. Tre dage var også den tid inkaerne i hine dage brugte til at transportere (vha. løbere) en besked fra den ene ende af imperiet til den anden. Vi gik de sidste kilometer på fjerdedagen i mørke for at se solen stå op over Machu Picchu. Det sted havde inkanerne valgt godt ud, et foto kan umuligt beskrive hvor smuk placeringen er mellem bjergene. De første timer havde vi nogenlunde for os selv, men så begyndte den ene store turstbus efter den anden at trille ind, så vi fortrak og fik senere mast os på toget, og jeg mener mast, selvom der stod folk mellem vognene kom ikke alle med. Der sad vi så klemt sammen og holdt på vores rygsække, for vi havde fået at vide, at dette tog var specielt slemt angående tyveri. Dette blev senere bekræftet af, at to af de som vi havde talt med i toget var blevet lettet for deres kameraer. Jeg sad for øvrigt ved siden af en mand, der havde en hane på skødet!

Men turen gik tilbage itl Bolivia til Isla del Sol (Soløen), hvor guderne efter sigende satte de to første inkaer ned… meget smukt sted. Til øen kommer man fra byen Copacabane, rar lille by, men det der efter min mening gør den mest interessant er, de ritualer, der forgår på det nærliggende bjerg. Her kan man nemlig ønske sig ting af Virgin de Copacabana. jeg overværede hvordan en lille dreng blev velsignet med røgelse og han fik sågar øl i håret. Det viste sig at være en meget gerning at bruge øl som en slags velsignelse. På toppen af bjerget med en smuk udsigt over Titikakasøen, var der lavet plads til, at man med små sten kunne bygge et lille hus af 5-20 små sten, derved kunne man så sætte et par blomster og hælde øl over (!) og så skulle der efter sigende være 60 % chance for, at Virgin de Copacabane ville sørge for at man fik den bolig man ønskede sig.

Man kunne også ønske i kapellet ved kirken, et rum med borde hvorpå, der brænder mange stearinlys. Hvis man former det man ønser i stearin og sætter det på væggen, så skulle det give samme gundstige resultat som på bjerget. En ældre mand viste mig, stolt, hvordan han havde lavet en hus, en bil og en kone!

Nå, men turen gik så tilbage til La Paz, og når man ikke harr noget rigtigt hjem er at vende tilbage til et sted man kan lide næsten som at komme hjem. Så der blev vi et stykket id og tog så til Portosi. Da vi forlod La Paz sneede det og det gav en helt særlig stemning, for godt nok kan der blive koldt i højlandet, men der sner sjældent.

Portosi er verdens højest beliggende by (der med rette kan kalde sig en by) i over 4000 meters højde, hvilket gør, at der kan blive ret koldt. Byen er blevet stor (over 100.000 indbyggere) pga. det nærliggende bjerg (Cerro Rico, Det Rige Bjerg), der er meget rigt på mineraler. En del af udvindingerne foregår ved, at man simpelthen har gravet toppen af bjerget, for der var sølvkoncentrationen højest. Men inde i bjerget bliver der stadig udvundet mineraler på den gammeldags maner. Mænd arbejder (kvinder er ikke tilladt at arbejde i bjerget, fordi det ville gøre Moder Jord jaloux, hvilket ville gøre, at hun ville nægte at give mineraler fra sig, fortælle legenden) alene eller et par stykker med en hammer, en lang metalstang, dynamit og altid tyggende på cocablade for at kunne holde det ud. Vi blev opfordret til at købe cocablade og dynamit(!) for at give det til arbejderne. Dynamitten skal de nemlig selv betale ud af en dagsløn på 20-30 kr, hvilket heller ikke er noget i Bolivia (dog mere end i Danmark). Vi kravlede / gik krumbøjede rundt i gangene (et fantastisk sted for live rollespil) med små lamper med en lille flamme, der næres af en gas, der kommer vha. en reaktion mellem en speciel sten og vand… det er en ejendommelig fornemmelse. På en tur i de sneklædte bjerg ved byen så jeg b.a. en puma springe omkring!!!

Nå, men fra Portosi til Uyuni, hvorfra der var mulighed for at komme til flere interessante steder. Desværre var vejen til nogle spændende søer blokeret af sne, men jeg oplevede den nærliggende togkirkegård for gamle damplokomotiver, midt ude i et ørkenlandskab, -ret surrealistisk…men det skulle bliver meget værre. Ved Uyuni ligger en stor saltsø, som normalt er en stor hvid flade af slat, men det havde regnet noget, så der stod nogle få centimeter vand over det hele, hvilket gjorde, at det hele blev til et stort spejl. Himlen var mest blå med enkelte skyer og horisonten rundt var der bjerge. At sige horisont er dog så meget sagt, for det var svært at sige hvor den var, da spejleffekten i bogstaveligste forstand fik himmel og jord til at stå i et. Vi kørte gennem landskabet og kom til en ”ø”, der var helt bar jord kun ”beboet” af meterhøje kaktus, stående med et par megers mellemrum over hele øen. At stå der oppe på toppe omgivet af kaktus og se ud på det store spejllandskab, gav mig associationer til hvordan det må være at stå inde i et maleri af Salvador Dali.

Der var andre byer på ruten og mange oplevelser, og noget af det, der var med til at give det hele et ekstra pift var fodbold. Uanset om man kan lide fodbold eller ej, så er det efter min mening fedt at være i et land, hvor de vinder. Og kvalifikationskampene til VM i USA afvikles her indenfor blot et par måneder. Det resulterede i, at fra jeg rejste ind i Bolivia første gang til jeg forlod landet helt oplevede Bolivia vinde over: Brasilien, Uruguay, Ecuador og Venezuela (den sidste kamp 7-0). Hver gang var der fest i gaderne med folk, flag og dyttende biler. Da de før havde besejret Venezuela og senere spillede uafgjort med Ecuador har Bolivia kvalificeret sig til VM for første gang nogensinde. Det skal nævnes, at Bolivia har sit hemmelige våben: Hjemmebanekampene bliver spillet i over 3000 meters højde i La Paz, og enhver utilvænnet, der har forsøgt at løbe i højlandet vil bevidne, at man bliver forpustet efter få meter. Der går rygter om, at den brasilianske træner ville betale 100.000 US$ for at få kampen spillet i lavlandet.

Den nok mest besynderlige enkeltoplevelse indtraf i Santa Cruz i Bolivia. Santa Cruz ligger i lavlandet og er langt mere moderne end højlandsbyerne og med det meget varmere klima. Men altså, jeg kom gående hen ad gaden og hørte nogen synge. Jeg fulgte lyden op ad en indkørsel og så tre store åbne døre indtil en stor sal, hvor der stod en masse mennesker med armene løftede for at modtage velsignelse. En præst talte i mikrofon og et kor sang og folk spillede musik. Det utrolige var, at da jeg så ned på trappen ind til salen kravlede noget jeg skulle bruge nogle sekunder til at fatte hvad var. Det var et dovendyr, der kravlede som en krybende mand ind i salen, og ind mellem bænkene…hvilket ingen tog synderlig notits af. Det store spørgsmål er hvor den var kommet fra, for godt nok lever de i området og nogle få findes i træerne på den centrale plads, men det her var flere hundrede meter fra både skov og den centrale plads.

Fra Bolivia gik turen tilbage til Brasilien, hvor en dollar, da vi var der sidst, havde været 29.000 Cr$ værd. Pga. inflationen var en US$ nu 99.000 Cr$ værd (nu en måned senere får man 120.000 Cr$ og de skriver ikke mere de tre sidste nuller på priserne).

Den sidste måneds tid har jeg været i området i og omkring Pantanal. Pantanal er et stort naturområde karakteriseret ved at være lavtliggende græssavanne med små øer af skov. (ca. 3,5 bange Danmarks størrelse) Det meste af året står savannen under vand, så øerne bliver til rigtige øer. Området har en stor koncentration af dyr, f.eks. verdens største papegøje, den en meter store blå hyacint ara, som man som regel ser flyve parvis (de har den samme partner hele livet) henover savannen og når solen spiller i fjerene er det usandsynlig smukt. Der er en masse capivarer (flodsvin), der er verdens største gnaver og ligner et overdimensioneret marsvin. Eller hvad med tukaner, strudse (den sydamerikanske slags emu), jabiru (en af verdens tørste storke), kæmpe oddere, bæltedyr, slanger, alligatorer, kæmpe firben, flere slags papegøjer, piratfisk, myreslugere og et utal af andre krybdyr, fugle, fisk og pattedyr. Alle de nævnte så jeg selv, men området rummer også pantere, tapirer, giftedderkopper, skorpioner og andet godt. Først var vi derude på en femdages tur og mødte danskeren Mogens, der var guide i området og arbejder for at skabe opmærksomhed om de mange problemer området har. Problemer, som ukontrolleret turisme (der skræmmer dyr og spreder affald), udledning af spildevand oppe af floderne, der gennemtrænger Pantanal, indfangning af dyr til salg som kæledyr eller skind og skovfældning. Mogens ønser at lave et beskyttet område i Pantanal der kunne være centrum for forskning og undervisning og han forsøger at skrive og tale med gud og hver mand om støtte. Vi tog tilbage til Curumbá et par dage og tog så ud til Pantanal igen i næsten 14 dage. Mogens havde goså tænkt meget over mange af de samme ting, som har har forsøgt at finde ind til kerne af på hele min rejse. Overvejelser som: Hvorfor er mennesker i vesten ikke gladere pga. deres mange flere muligheder end f.eks. folk her i Sydamerika? Hvad er det for livsværdier og livssyn, der ligger bag? Hvad skal der til for at ændre disse? Hvad kan man selv gøre? Hvad skal der til for at skabe den attitude til fattigdom og miljøproblemer på lokalt og globalt plan, der vil kunne løse problemerne? Hvordan får man selv et optimalt liv? Hvad er et optimalt liv? Hvad er det for nogle værdier, der repræsenteres i de gamle fjernøstlige tænkemåder? Er det noget vi kan bruge og i givet fald hvordan? Hvordan kan det så indpasses med vor kristne baggrund? Giver disse spørgsmål og deres svar anledning til en ændring af livsattitude? Og så videre og så videre. Det ene spørgsmål fører ustandselig nye med sig og vi forsøger systimatisk at arbejde os ud i krogene.

Så da vi tog fra Pantanal tog Mogens med op til Cuiabá, hvor vi sammen forsøger at lære mere portugisisk, hvilket specielt er vigtigt for ham, når han vil arbejde her i Brasilien, der er potugisisksproget. Portugisisk er for øvrigt ikke særlig svært, når man kan spansk (forskellien mellem de to sprog er ikke meget større end mellem dansk og svensk).

I denne uge er der så over i købet en stor miljøkonference, hvor folk fra hele Brasilien er samelt her for at diskutere Mato Grosso statens miljøproblemer. Mato Grosso er en meget stor delstat i Brasilien og rummer halvdelen af Pantanal og en masse regnskov, så hvad man kan opnå her kan være meget afgørende og vi benytter selvfølgelig lejligheden til at lave kontakter.

I sidste uge var jeg uden for byen nogle dage, først for at besøge nogle fattige kunsthåndværkere, som jeg var faldet i snak med. De var smaddersøde, men jeg fik virkelig et blik bag facaden (og så kunne det endda have været meget værre). De bor i et hus af palmeblade, som de slev har bygget og lever af det lidt de kan sælge ved at lave kunsthåndværk og hvad folk giver dem. Apropos levevilkår, så er mindstelønnen for fuldtidsarbejde 6 dage om ugen 90 US$ (600 kr) om måneden, og det skal ses i lyset af, at Brasilien er billigere, men ikke meget billigere end Danmark. Jeg besøgte også en mand, der leder en miljøorganisation i nabobyen Chapada dos Guimares. En by, der ligger usandsynligt flot med høje lodrette skrænter og et utal af vandfald (store og små). Han, Mario, forsøgte at få beskyttet dele af området og deltager i debatterne i landet, men har også helt konkrete projekter med sit eget naturområde, som tjener til center for at møde folk, der arbejder med miljø og gøre erfaringer. Jeg hjalp ham med at putte jord og frø i poser. Frø fra træer, som før i tiden ernærede lokalbefolkningerne (indianerne), men som i høj grad er forsvundet i de seneste århundrede. Mange stammer kæmper i dag for deres overlevelse og vil have træerne tilbage og komme så til Mario og får skud. Hans have er for øvrigt rig på fugle og aber og jeg sov i hængekøje (ligesom for øvrigt i Pantanal) i et af hans palmebladshuse i haven, selv havde han et stenhus (I Pantanal havde vi bare sat hængekøjerne op mellem træerne.)

Men hvorfor kaldte jeg nu det hele for ”…men hvor blev respekten af?” Jo, fordi det gang på gang har slået mig, at den mangler. Oplagt er eksemplet med misbrug og fjernelse af naturen her i Brasilien. Overgreb på indianerland på samme vis. Det med miljøopfattelsen i Brasilien er ganske godt udtrykt ved følgende skilt i en bus: ”Hold vores bus ren, smid venligst affaldet ud af vinduet.” For os lyder det som en joke, men det var det ikke, det er sådan man gør. Men dybest set er det det samme og meget værre, der sker i vesten, det er bare ikke helt så tydeligt. Blot det at vi ved vores levevis og forbrug skaber idealer, der efterlignes vildt hernede, og som hvis det fortsætter vil sætte jorden totalt ud af balance… det er da respektløst, at vi ikke gør noget, når det er os, der har overskuddet til at gøre det. Og for mig at se er det den samme mangel på respekt for og manglende kærlighed til andre mennesker i vores samfund, der skaber de mange psykiske problemer. Noget der er stort set uset i det meget fattigere Bolivia er psykosomatiske maveproblemer, hvilket er meget normalt i Danmark. Men i Bolivia er sammenholdt mellem mennesker stærkere.

Ja, det er jo alt sammen stof til eftertanke. Ha’ det nu rigtig dejligt det næste halve års tid til vi ses og breve er meget velkomne herovre. Da min post venter på mig i Manaus kan der være breve, som jeg ikke har svaret på, men det er så derfor.

Kåre, Cuiabá, Brasilien, 6. oktober 1993